Nudiststrand bliver en realitet

I håbet om at tiltrække flere tyske turister bliver der nu lavet nudiststrand ved Vedersø.

20140430-Vedersoe.jpg

Det er tilladt at bade nøgen på alle landets strande, men Vedersø får nu en særligt afmærket naturiststrand. Det bekræfter Ole Kamp, der er byrådsmedlem i Ringkøbing-Skjern Kommune.

      - Vi har givet tilladelse til at naturiststranden bliver opført, for det er i forvejen tilladt at bade nøgen alle steder. Det gav ikke anledning til større diskussion på byrådsmødet, forklarer lokalpolitikeren, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget, til TV MIDTVEST.

Det står endnu ikke klart, hvornår planerne om nudiststranden bliver ført ud i livet.

Vil tiltrække tyskere

Det er Husby-Vedersø Arbejdsgruppe, der står bag idéen og initiativet til nudiststranden. Håbet er at kunne tiltrække endnu flere tyske turister. Det forklarede Suzi Elena Apelgren, der er arbejdsgruppens projektleder, tidligere til TV MIDTVEST.

- I Tyskland er det, der hedder "Freikörperkultur - FKK" enormt stort. Det vil sige, at tyskerne er meget glade for at bade uden tøj, lyder det.

Ifølge Suzi Elena Apelgren er 85% af turisterne i Vedersø tyske, og de kan nu altså se frem til et særligt afmærket område, der tilgodeser dem, der gerne vil smide kludene.

Hun forklarer i øvrigt, at nudistsranden vil blive afmærket med skiltning.

 

På TV MIDTVEST har vi tidligere lavet et indslag om, hvorfor Husby-Vedersø Arbejdsgruppe ønsker at få en nudiststrand.

Det indslag kan du se her:

0:38
Kom og bad nøgen. Sådan lyder et tilbud, der skal lokke flere tyske turister til vestkysten