Nu springer studenterne ud: Det drømmer de om

Imens studenter og champagne springer ud om kap, begynder tankerne om fremtiden så småt at melde sig.

Uge 26 er i år den helt store studenteruge. De første studenter sprang mandag ud på Viborg Gymnasium og HF.
Uge 26 er i år den helt store studenteruge. De første studenter sprang mandag ud på Viborg Gymnasium og HF.
Foto: Christian Fomsgaard, TV MIDTVEST

Blå og røde huer, hvide kjoler samt masser af flag kommer i den grad til at fylde i gadebilledet denne uge. Landets studenter springer for alvor ud.

På Viborg Gymnasium & HF lod rektor traditionen tro flaget stryge til tops sammen med de første studenter fra gymnasiets tre linjer.

- Det er så fedt. Jeg kunne ikke sove i nat, for jeg har bare glædet mig så meget til at blive færdig med skolen for evigt eller i hvert fald for lang tid, siger Sæunn La Cour Degnbol.

- Det er ret fedt, men også lidt mærkeligt. For efter fire år her står jeg med den der følelse - hvad skal jeg nu? siger Frederik Krejberg.

På Viborg Gymnasium & HF lod rektor traditionen tro flaget stryge til tops sammen med de første studenter fra gymnasiets tre linjer.
På Viborg Gymnasium & HF lod rektor traditionen tro flaget stryge til tops sammen med de første studenter fra gymnasiets tre linjer.
Foto: Christian Fomsgaard, TV MIDTVEST

Drømmejobbet

Der er stor forskel på, hvad studenterne drømmer om, mens de i kap med champagnen springer ud. Nogle af studenterne i Viborg har et klart drømmejob, mens andres fremtidsdrømme er lidt mere diffuse.

- Mit drømmejob er at være selvstændig freelance illustrator/kunstner, som kan lave tegneserier helt alene og sælge i mange eksemplarer, Sæunn La Cour Degnbol.

- Jeg har ikke rigtig nogle helt store drømme. Jeg skal bare have noget, hvor jeg kan smile hver dag. Noget, jeg kan se mig selv gøre, siger Frederik Krejberg.

- En eller anden stilling i Røde Kors eller Folkekirkens Nødhjælp i udlandet eller administrationen her i Danmark, siger Frede Horsholt Kristensen.

- Jeg har ikke noget drømmejob. Jeg vinder nok i lotto, regner jeg med, siger Mathias Bech.

Viborg Gymnasium & HF holder dimission for sine studenter på fredag.

Undervisningsministeriets databank skønner, at mellem 46 og 48.000 bliver studenter på landets gymnasiale uddannelser i 2018.

0:33
Hør hvad drømmejobbet er blandt de nyudklækkede studenter på Viborg Gymnasium og HF.