Nu skal psykisk syge leve længere

Psykisk syge lever kortere tid end resten af befolkningen. Det vil Region Midtjylland nu lave om på.

Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Region Midtjylland har vedtaget en plan, der skal forlænge levetiden for psykisk syge.

Personer med en psykisk lidelse lever nemlig 15-20 år kortere end resten af befolkningen. Det vurderer Regionen.

Ifølge den lægefaglige direktør på psykiatriområdet, skal kommuner, sygehuse, læger og regionspsykiatrien blive bedre til at samarbejde. Håbet er, at regionen dermed kan sætte tidligere ind over for de fysiske sygdomme, som psykisk syge også rammes af.

- Der er en tilbøjelighed til at når man er psykisk syg, så betragter behandlere og sundhedsvæsenet, de betragter folk som værende psykisk syge alene. Og man glemmer at være opmærksom på at de samme mennesker meget vel også kan være fysisk syge, forklarer Per Jørgensen, lægefaglig direktør i Region Midtjylland.

Der er som udgangspunkt ikke sat ekstra penge af til den nye psykiatriplan.