Nu skal omstridte projekter undersøges

Politikerne i Skive har ombestemt sig - nu beder de om en uvildig undersøgelse af udviklingsprojekter.

Skive_Raadhus.jpg

Skive Kommune beder nu Statsforvaltningen - kommunernes øverste tilsynsorgan - undersøge, om kommunen har overholdt loven i forbindelse med de skandaleramte udviklingsprojekter under afdelingen for udvikling og strategisk planlægning.

- Vi kan ikke leve med den utryghed, der bliver givet udtryk for. Vi skal have genoprettet tilliden til vores organisation og til byrådet - det er altafgørende, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) i en pressemeddelelse.

Kommunen står til at miste flere millioner på de borgerdrevne udviklingsprojekter, og sagen har skabt en voldsom uro i byrådet. Peder Christian Kirkegaard har tidligere afvist, at der var behov for en uvildig undersøgelse af sagen, men på et møde tirsdag aften blev partiernes gruppeformænd enige om at bede om hjælp.

- Vi vil bede Statsforvaltningen tage stilling til sagens retlige spørgsmål, altså at komme med en faglig vurdering af lovligheden i vores håndtering af udviklingsprojekterne, siger borgmesteren.

TV MIDTVEST sendte den 2. marts dette indslag om sagen - dengang afviste et flertal i byrådet en uvildig undersøgelse.

5:08
Skive Kommune har brugt 20 mio på udviklingsprojekter, men kommunen vil ikke undersøge forløbet