Falsk patient snød Ilse: Nu skal hun møde Hansi Hinterseer

Ilse Nørgaard fra Ikast har kørt patienttransport for Falck i årtier, men torsdag fik hun en overraskelse i bilen, som hun aldrig glemmer.

1:16
Der venter Ilse Nørgaard noget af en oplevelse, når Hansi Hinterseer kommer og spiller i Boxen i Herning.
Foto: Katrine Fuglsang, TV MIDTVEST

Når Hansi Hinterseer går på scenen i Boxen i Herning på lørdag, så er der måske et ekstra lille smil på schlagerkongen fra Østrig. 

Få timer før hans optræden kommer han nemlig til at møde 71-årige Ilse Nørgaard fra Ikast, som er vinderen af TV MIDTVEST's store konkurrence om et møde med Hansi Hinterseer. 

- Det kan jeg da næsten ikke tro, det er virkelig for meget. Hold nu op da, det var da helt fantastisk, lyder reaktionen fra Ilse Nørgaard, da hun finder ud af, at hun er vinderen af konkurrencen. 

Tog falsk patient med fra sygehuset

Ti minutter tidligere havde Ilse Nørgaard hentet en patient ved Regionshospitalet i Silkeborg som så mange gange før. Hun kører patienttransport for Falck, men hvad hun ikke vidste var, at denne patient i virkeligheden var en TV MIDTVEST-journalist udstyret med skjult kamera - og at der på den adresse, hun kørte mod, stod en fotograf med en overraskelse.

- Hun elsker Hansi Hinterseer. Han spiller altid i radioen, i bilen, på iPad'en - over det hele. Hun har været til koncert med ham i de østrigske bjerge. Det skal vi tit høre om, smiler Kathe Christensen, som er Ilse Nørgaards barnebarn. Det var hende, der meldte sin mormor til TV MIDTVEST-konkurrencen. 

0:27
Hør Ilse Nørgaard fortælle om, hvad hun godt kan lide ved Hansi Hinterseer. 

Da Ilse Nørgaard er kommet til sig selv, spørger TV MIDTVEST's journalist lidt mere ind til, hvad det egentlig er ved Hansi Hinterseer, der fanger hende. Det skal hun ikke bruge ret lang tid til at tænke over.

Jeg kan godt lide, at han er så naturlig, når han optræder. Han er altid ens, og han virker utrolig glad. Han er ét med folket. Og så synes jeg, at han er mega charmerende med det hår, der altid flagrer i vinden, lyder svaret.

Er han en steg eller hvad?

- Ja, jeg synes, at han ser ret godt ud. Det synes jeg, griner Ilse Nørgaard.

Du kan se, hvordan Ilse Nørgaard reagerede på nyheden i videoen i toppen af artiklen.

På søndag kan du se et sammendrag af Dansktop Prisen 2019 på TV MIDTVEST fra klokken 19:55.