Nu skal havbadet graves fri

Nu skal havbadet graves fri

Thisted Kommune går i begyndelsen af marts i gang med at fjerne 2500 kubikmeter fra Danmarks første havbad.

Det tilsandede havbad i Nr. Vorupør bliver snart gravet fri.

Det oplyser afdelingschef i Thisted Kommune, Ejgil Haurum, efter at han mandag holdt møde om sagen med Kystdirektoratet.

- Der skulle gerne være gang i gravemaskinerne senest i uge 11, siger Ejgil Haurum til tvmidtvest.dk.

Havbadet, der er Danmarks første af sin slags, blev taget i brug sidste sommer, men er i dag totalt sandet til efter vinterens storme.

Derfor arbejder kommunen nu på to projekter - først og fremmest skal sandet fjernes, og på længere sigt er det planen at lave et dige eller en høfde foran havbadet for at undgå, at det sander til igen.

Ejgil Haurum regner ikke med, at der er problemer med at få lov til at grave sandet op og placere det et andet sted på kysten. Derimod kan det godt tage længere tid at få tilladelse til en permanent sikring af badet.

Man regner med, at der skal fjernes 2500 kubikmeter sand fra havbadet.