Nu kommer 'Feuer Verbot'-skiltene op i Thisted

Skilte om afbrændingsforbud på dansk, tysk og engelsk er blevet sat op ved sheltere og bålpladser i Thisted Kommune. Det sker efter opfordring fra politiet.

Svend Saugbjerg sætter skilte op ved sheltere og bålpladser i Thisted Kommune.
Svend Saugbjerg sætter skilte op ved sheltere og bålpladser i Thisted Kommune.
Foto: Kristian Brønsbæk

Når du besøger en offentlig bålplads i Thisted Kommune, vil du nu møde et skilt, hvor der står, at der er landsdækkende afbrændingsforbud på både tysk, dansk og engelsk.

Det sker efter, at flere udenlandske familier i weekenden havde tændt bål flere steder i Thisted Kommune, og derfor opfordrede lokalpolitiet i Thisted kommunen til at sætte skilte op om afbrændingsforbuddet.

Og skiltene blev altså sat op tirsdag formiddag ved fjorten shelters og bålpladser i kommunen.  

- Det er ret vigtigt det her. Der skal kun et øjebliks uopmærksomhed ved et bål eller en grill til, før det hele står i flammer, siger Svend Saugbjerg, der er gartner ved Thisted Kommune.

Opfordring fra politiet

Skiltene er blevet sat op med advarslen på forskellige sprog, da det ofte er de udenlandske turister, der ikke kender til afbrændingsforbuddet. Og det var netop udenlandske turister, lokalpolitiet i Thisted var ude ved flere steder i weekenden.

Derfor opfordrede lederen af lokalpolitiet i Thisted, Jørgen Jensen, til, at kommunen skulle sætte skilte op.

- Vi vil gerne undgå de situationer ude ved vores sheltere, hvor der både er bålpladser og brænde. Der skal være skiltet, så man kan se, at man ikke må bruge tingene, sagde Jørgen Jensen til TV MIDTVEST mandag.

Afbrændingsforbuddet gælder hele landet, og hvis forbuddet overtrædes, kan man få en bøde på 5000 kroner.

Skiltet bliver sat op helt henne ved bålpladsen.
Skiltet bliver sat op helt henne ved bålpladsen.
Foto: Kristian Brønsbæk
0:45
Thisted kommune efterkommer ønske fra politiet og skilter med Feuer verboten.