Nu kommer der pant på juice- og saftflasker

​Fra 1. januar 2020 skal man kunne få pant for juice- og saftflasker, som indlemmes i pantsystemet.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)

Snart kan man aflevere nye typer emballage i supermarkedernes pantautomater og få klingende mønt retur.

Regeringen udvider pantsystemet med saft- og juiceflasker af glas, plastik og metal. Det sker med virkning fra 1. januar 2020.

Det oplyser miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) på et pressemøde.

Behovet er opstået, fordi varer som friskpresset juice og koncentreret saft i stigende grad finder vej til supermarkeder og kiosker. Udvidelsen skal blandt andet sørge for mere genbrug af plastik.

- Pantsystemet er hamrende effektivt. Det er en indgroet del af den danske hverdag, og det har været et irritationsmoment, at man ikke bare har kunnet tage alle flasker med, siger ministeren.

Udvidelsen kommer om to år

Udvidelsen kommer ikke med det samme, fordi butikkerne skal have tid til at omstille deres systemer for modtagelse af pant.

- Der vil være et behov for en kapacitetsforøgelse i nogle butikker, fordi det altså vil betyde 52 millioner ekstra flasker om året. Det er ikke så lidt, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Fra 2020 pålægges produkterne pant på en krone for glasflasker og dåser under en liter, 1,5 kroner for plastikflasker under en liter og tre kroner for al emballage mellem 1-20 liter.

Det er samme niveau som de nuværende pantflasker. Pengene kan fås retur, når emballagen afleveres i butikken.

 Den konservative miljøordfører Mette Abildgaard (K) glæder sig på Twitter over tiltaget, som De Konservative tidligere har foreslået. 

 - Vi sagde samtidig, at vi ville presse på for at gøre det til regeringens politik! Det er nu lykkes - nu kommer panten endelig, skriver hun.

Naturfredningsforening jubler over tiltaget

 Også Danmarks Naturfredningsforening er tilfreds med udsigten til, at færre flasker vil havne som skrald i naturen.

 - Når flasker har en værdi, ender de ikke så ofte i naturen.

 - Miljøministerens udvidelse kan forhåbentlig give incitament til danskerne om at aflevere plastflasker til genanvendelse og aldrig smide dem i naturen, siger foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding, i en pressemeddelelse.

/ritzau/