Nu får du mere for at skrotte bilen

Miljøministeren hæver skrotningsgodtgørelsen til 2200 kroner for at komme ulovlige skrotninger til livs.

Bilskrot
Foto: Arkiv

Op mod hver fjerde bil bliver ikke skrottet lovligt. De ophugges i stedet uden hensyn til miljøet, går en tvivlsom skæbne i møde i udlandet eller efterlades i vejkanten. Det viser en ny rapport fra Miljøstyrelsen.
    
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vil derfor tage et opgør med de ulovlige skrotninger ved at hæve beløbet, som bilejere får for at skrotte bilen lovligt.
    
- Desværre er det ulovlige marked steget markant, efter at man for nogle år siden sænkede skrotningsgodtgørelsen, som bilejeren får for at skrotte sin bil hos en autoriseret ophugger.
    
- Derfor vil vi hæve den fra 1500 til 2200 kroner, og det forventer jeg, vil gøre en ende på mange af de ulovlige skrotninger. Det handler både om at undgå miljøskader og om at udnytte de gamle biler bedst muligt, siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

    
Håber at ulovlige skrotninger vil falde 10 procent
 

En ny rapport fra Miljøstyrelsen viser, at det er op mod hver fjerde bil, der ikke ender hos en autoriseret autoophugger, hvor bilen bliver skrottet med henblik på at skade miljøet mindst muligt.
    
Miljø- og Fødevareministeriet forventer, at antallet af ulovlige skrotninger vil blive nedsat til omkring ti procent ved at hæve godtgørelsen.
    
Omkring halvdelen af de ulovlige skrotninger i dag sker hos ikkeregistrerede autoophuggere, og 40 procent sker via ulovlige affaldsbehandlere, der eksporterer bilerne til andre lande. De sidste ti procent efterlades i for eksempel vejkanten.
    
Foruden et højere skrotbeløb, vil ministeren nedsætte miljøbidraget fra 101 kroner til 84 kroner. Miljøbidraget betales af alle bilejere gennem ansvarsforsikringen og finansierer ordningen for skrotning af biler.
    
- Vi deler flere penge ud og får færre penge ind. Det kan vi, fordi der de seneste år er kommet for mange penge ind til skrotningsordningen, der skal hvile i sig selv.
    
- Jeg forventer, at de nye satser kan nedbringe overskuddet over en årrække, siger Esben Lunde Larsen.
    
Ministerens lovforslag sendes i høring søndag, og forslaget forventes at træde i kraft fra 1. januar 2017.
    
/ritzau/