Amalie og gruppen fik den bedste idé: Nu får de 10.000 kroner til event for unge i Holstebro

Der mangler noget for unge at lave i Holstebro, mener Amalie Lundstrøm Andersen. Nu har hun taget sagen i egen hånd.

21-årige Amalie Lundstrøm Andersen kommer oprindeligt fra Thorning. Der skete ikke det store for unge i byen, så nu vil hun være med til at skabe aktiviteter for unge i hendes nuværende by, Holstebro.
21-årige Amalie Lundstrøm Andersen kommer oprindeligt fra Thorning. Der skete ikke det store for unge i byen, så nu vil hun være med til at skabe aktiviteter for unge i hendes nuværende by, Holstebro.
Foto: Torben Mondrup

21-årige Amalie Lundstrøm Andersen bor og studerer i Holstebro, og her vil hun gerne være med til at skabe aktiviteter for byens unge.

Derfor deltog hun tirsdag i en workshop sammen andre på hendes alder. Gruppevis skulle deltagerne komme med gode idéer til, hvordan der kan skabes mere liv for byens unge mennesker. Og det mangler der, mener Amalie Lundstrøm Andersen.

- Byen har helt vildt meget. De er bare ikke så gode til at sælge det. For folk, der måske ikke har boet i byen hele deres liv, er de ikke så gode til at komme ud og fortælle, hvad der er mulighed for, siger den 21-årige studerende.

Amalie Lundstrøm Andersens gruppe fandt på at lave et event, hvor alle Holstebros foreningstilbud bliver samlet.

- Vores idé er, at der skal gives en øjenåbner til de unge omkring foreningslivet i Holstebro, forklarer hun.

Idéen endte faktisk med at vinde førstepræmien for bedste idé. Derfor har Amalie Lundstrøm Andersen og resten af gruppe nu fået 10.000 kroner til at gøre eventet til virkelighed.

- Jeg håber, at det kan få unge ud og opleve, hvad byen kan byde på. At folk får nye kammerater. Jeg håber på, at folk kan få en forståelse for, hvad der ellers er, siger idemageren.

Det var det lokale eventbureau, Bare Smil, og Holstebro Udvikling, der stod bag workshoppen.

1:49
21-årige Amalie Lundstrøm Andersen bor og studerer i Holstebro, og her vil hun gerne være med til at skabe aktivitet for byens unge mennesker. Tirsdag deltog hun og en flok andre unge i en workshop, hvor gode ideer var i spil - og hvor der var 10.000 kroner på højkant´.