Nu får alle kommuner ens regler omkring afbrændingsforbud

Sidste sommer var afbrændingsforbuddet ikke ens i hele landet. Det skal det være nu, mener Danske Beredskaber.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Afbrændingsforbuddet skal være ens i alle kommuner i landet. Det skriver Danske Beredskaber i en pressemeddelelse.

Under hedebølgen sidste sommer var der afbrændingsforbud i flere uger, men forbuddet betød ikke det samme i alle kommunale beredskaber.

I nogle kommuner var det forbudt at benytte ukrudtsbrænder eller tænde op for grillen, mens det andre steder var tilladt.

Vil undgå forvirring

Ifølge Danske Beredskaber skabte det forvirring blandt borgere, og derfor skal forbuddet nu være ens i alle kommuner.

- Det er ikke hensigtsmæssigt, at man som borger skal huske så mange forskellige udgaver af afbrændingsforbud, blot fordi man bor i én kommune, arbejder i en anden og måske har sommerhus i en tredje, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber, i pressemeddelelsen.

- Det skal være let og overskueligt at finde ud af, hvad man må og ikke må, så vi forhåbentlig kan reducere antallet af naturbrande. Der kan dog stadig forekomme lokale forskelle, for der er steder i Danmark, hvor man er nødt til at tage særlige hensyn.

Afbrændingsforbuddet er lige nu kun aktuelt på øen Anholt, der har et permanent afbrændingsforbud.

Naturen er tør lige nu

De mange varme dage med høj sol gør i disse dage naturen meget tør, fortæller Bjarne Nigaard.

- Weekendens regnvejr har heldigvis betydet, at brandfaren er faldet i hele landet. Men der skal ikke mange dages sol og høje temperaturer til, før brandfareindekset igen vil blinke rødt, og der kan blive tale om afbrændingsforbud, siger han.

På brandfare.dk kan man løbende holde sig opdateret om aktuelle afbrændingsforbud, få overblik over brandfaren, der hvor man er, og finde gode råd til at undgå brand i den tørre natur.

Brandfare.dk er etableret i samarbejde mellem Beredskabsstyrelsen, Danske Beredskaber og Kommunernes Landsforening.

/ritzau/