Nu er Jutland Meat meldt til politiet

Politiet skal undersøge det krakkede svineslagteri fra Struer. Spørgsmålet er om slagteriet overtrådte loven i de sidste dage før konkursen.

110213_Jutland_Meat.jpg

Svineproducent Karsten Kramer Rasmussen fra Tjele har onsdag meldt det konkursramte slagteri Jutland Meat i Struer til politiet.

Den midtjyske landmand beskylder sammen med flere kolleger slagteriet for fusk i dagene op til konkursen. De har erfaret, at slagteriet to dage før konkursen advarede nogle af de største leverandører mod at sende deres svin til Struer, fordi slagteriet formentlig ikke ville være i stand til at betale.

Karsten Kramer Rasmussen blev ikke advaret og sendte derfor svin til Jutland Meat umiddelbart før konkursen. Han har nu over en halv million kroner til gode i konkursboet.

- Vi tror, at der er sket noget ulovligt, og det skal frem i lyset, siger han til TV/MIDT-VEST.

Erstatningsansvar og straffeansvar

Hvis det kan bevises, at Jutland Meat advarede nogle af sine leverandører før konkursen, så har Karsten Kramer Rasmussen formentlig en god sag.

Advokat Jens Paulsen fra advokatfirmaet Dahl i Herning er ekspert i konkursret - han vil ikke kommentere den konkrete sag, men siger generelt:

- Det er helt afgørende ved konkurser, at hvis man ikke kan køre videre, skal man behandle kreditorerne lige. Så hvis man advarer nogen og ikke andre, har man jo også tilkendegivet, at man er nået det punkt, som i konkursret kaldes håbløs-tidspunktet. Så skal man stoppe, og gør man ikke det, så pådrager man sig et erstatningsansvar og i graverende tilfælde også et straffeansvar, siger Jens Paulsen.

Kuratoren i boet efter Jutland Meat, Troels Tuxen, vil ikke kommentere politianmeldelsen, men siger dog til TV/MIDT-VEST, at anmeldelsen vil indgå i behandlingen af konkursboet.

Advokat Jens Paulsen, der er ekspert i konkursret, fortæller her om reglerne ved konkurser:

2:02
Jens Paulsen

 

1:37
Hvis advarsler er sendt ud inden konkurs, er det strafbart, fastslår ekspert.