Efter utallige kirketyverier: Nu er fem mænd sigtet

Fem mænd er sigtet for 45 forhold – blandet andet en lang række tyverier fra kirkers redskabsskure.

Både kirken i Vedersø og kirken i Bølling har været plaget af tyverierne.
Både kirken i Vedersø og kirken i Bølling har været plaget af tyverierne.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Kirkerne i Vedersø, Nr. Omme, Tim, Hee, Bølling og Lønborg er nogle af de kirker, der alle har været plaget af tyverier fra deres redskabsskure. Og nu mener politiet, at de har fundet frem til de skyldige.

- Vi har sager, der venter på at komme for retten, som går tilbage til 2012, og der er løbende kommet flere til, siger Britt Ankersø, fra anklagemyndigheden til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Hun forventer, at retssagen mod de fem mænd, der alle er sigtet for 45 forskellige forhold i Midt- og Vestjyllands Politikreds kommer for retten i løbet af efteråret.

Flere politikredse

Tyvene er især gået efter havetraktorer fra kirkernes redskabsskure, men de fem mænd er ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern også sigtet for overtrædelse af våbenloven og loven om euforiserende stoffer.

Og det er ikke kun i Midt- og Vestjylland, der er sager mod de sigtede. Flere af dem har i årevis også været kendt hos politiet i Syd- og Sønderjylland og Syd- og Østjylland, hvor der er stakkevis af sager, der venter på at komme i retten.

Ifølge avisen er to af de sigtede fra Skjern-området, en er fra Tistrup og to fra Ansager.

Tager på fersk gerning

I februar tog politiet tre af de sigtede mænd på fersk gerning efter indbrud i Nr. Omme Kirke og Vedersø Kirke.

- En af vores patruljer mødte helt tilfældigt en bil i nærheden af Nr. Omme Kirke og besluttede sig for at undersøge den nærmere. Personerne i bilen tog flugten ud over en mark, men jorden var så fast, at patruljen kunne følge efter, og så kunne vi anholde tre mænd, sagde politiassistent Bjarne Højgaard fra lokalpolitiet i Ringkøbing tilbage i februar til TV MIDTVEST.

Dagbladet Ringkøbing-Skjern skriver, at tyvekosterne efterfølgende blandt andet er blevet solgt videre til helt almindelige danskere via de sociale medier.