Brætspil er det nye sort: Nu er bibliotekerne begyndt at låne brætspil ud

De fleste går på bibilioteket for at låne en bog. Men på bibliotekerne i Viborg kan man nu også låne et brætspil.

1:52
Computerspillene har fået en ny, gammel konkurrent i form af brætspil, der er blevet så populære, at bibliotekerne nu låner dem ud.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Selv om vi lever i en digital tid, så er der også plads til et godt, gammeldags brætspil.

Brætspillenes nyfundne popularitet kan blandt andet mærkes hos Viborg Bibliotekerne, hvor man oplever en øget efterspørgsel.

- Brætspil har den her ting, som mange danskere begynder at efterspørge - nemlig det her fysiske nærvær, hvor man faktisk sidder med en plade mellem sig, og man har måske lagt telefonen væk, for den er der ikke plads til, hvis du gerne vil vinde, siger Tais Nøhr Larsen, der er læringsmedarbejder hos Viborg Bibliotekerne.

I lang tid har man kunne spille brætspil på biblioteket, men for at tilfredsstille interessen for brætspil har biblioteket nu indført en ny ordning, hvor man også kan låne spillene med hjem.

- Et brætspil kan koste mange penge, og på den her måde har man så chancen for at låne et spil med hjem og finde ud af, om man synes, det er sjovt, siger Tais Nøhr Larsen.

700.000 solgte brætspil

Glæden ved brætspil kan også mærkes hos Bog & Idé.

- Vi oplever en stor interesse for brætspil, og væksten på brætspil inden for de sidste år har været ekstrem, siger Christian Pedersen, der er indehaver af Bog & idé i Viborg. 

Siden 2015 har kæden på landsplan oplevet en årlig stigning på mellem ti og tredivie procent, og alene i 2018 solgte de mere end 700.000 spil. 

- Vi prioriterer brætspillene højt i butikkerne rent fysisk og visuelt, så man kan få øje på dem i de store afdelinger, vi har rundt omkring. Sortimentet er også blevet markant større, end det var tidligere, siger Christian Pedersen.

Også hos Viborg Bibliotekerne er sortimentet blevet udvidet.

- Der er mange forskllige genrer af brætspil, og de henvender sig til mange forskellige mennesker. Så vi forsøger at favne så bredt som muligt med de spil, vi køber ind, siger Tais Nøhr Larsen.