2½ år efter stormen Urd: Nu bliver Lild Strand kystsikret

Arbejdet med at kystsikre sommerhusene ved Lild Strand er endelig gået i gang.

Sådan så Svend Krebs sommerhus i 2016 efter stormen Urd.
Sådan så Svend Krebs sommerhus i 2016 efter stormen Urd.
Foto: Arkiv

Hele dagen i dag har maskinerne på Lild Strand kørt i pendulfart med tons tunge sten. De skal sikre, at fem huse, der ligger helt ud til kysten, ikke ryger i havet. Det var de nemlig tæt på i slutningen af 2016, hvor stormen Urd hærgede. Men det er først nu, at lodsejerne, Thisted Kommune og Kystdirektoratet har fundet en fælles løsning. En løsning, hvor sommerhusejerne selv skal betale for kystsikringen.

- Det er dejligt, at vi har fået vores tilladelse på plads. Vi lægger 40 tons sten per meter – mere kan vi ikke gøre, og så håber vi, det holder de næste 50 år, siger Svend Krebs, der er en af sommerhusejerne.

Thisted Kommune vil ikke sikre deres del

Der er dog en del af kysten, der ikke bliver kystsikret med sten – nemlig den del, Thisted Kommune ejer, hvor der er parkeringsplads.

- Det er synd for samfundet i Lild, men politisk, der er det nu engang sådan, at det er byrådet, der bestemmer. Det havde selvfølgelig været rart at få hele strækningen gjort færdig, men det er kun fremtiden, der vil vise, om der kommer to eller tre Urd mere, og om så resten af klitterne er væk, siger Svend Krebs.

Kystsikring for 2,5 millioner kroner

Sommerhusejerne har hver betalt cirka 17.000 kroner per meter kyst, de ejer - i alt omkring 2,5 millioner kroner. Det ærgrer en af de fem husejere, at kommunen ikke vil kystsikre deres del af kysten.

- Når vandet bryder igennem der, så kan vandet jo løbe ind i byen, og det er det, vi hele tiden har sagt og kæmpet for; at der også skulle sikres der, siger Else Dam.

Men kommunen mener, at der kommer til at gå mange år, før parkeringspladsen kommer i fare. 

- Der er så stor niveauforskel, at de beregninger, som vi har fået foretaget, de siger, at der vil gå omkring 40 år inden, der er en reel risiko, fortæller Esben Oddershede, der er formand for Miljø- Klima- og Teknikudvalget for Venstre i Thisted Kommune.

Indtil da vil Thisted Kommune i følge Esben Oddershede fortsætte med at sikre deres del af kysten med sandfodring, som de har gjort indtil nu.

Arbejdet med at kystsikre de fem sommerhusgrunde fortsætter resten af ugen.

2:43