Nu bliver det gratis: Håber på flere passagerer i bussen

Politikerne i Holstebro satser på, at flere indbyggere i de mindre byer vil tage bussen.

Som et forsøg bliver det nu gratis at køre med bussen på fire udvalgte ruter i Holstebro Kommune. Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

I det nye år er det som et forsøg blevet gratis at køre med fire udvalgte busruter i Holstebro Kommune, og politikerne har store forventninger til forsøget.

- Vi håber, at flere vil bruge den kollektive trafik, og at de områder, der bliver dækket af de gratis busser, vil opleve en bedre service. Og så håber vi, at flere måske vil overveje, om man ikke godt kan bo andre steder end lige i Holstebro by, siger formanden for kommunens teknikudvalg, Klaus Flæng (A).

Kommunen har valgt at gøre de fire ruter, der går til nogle af de mindre omegnsbyer, gratis i stedet for at bruge penge på at indføre Rejsekortet.

01:17

Se et interview med Klaus Flæng her.

Luk video

- Det er mange penge, der skal bruges på Rejsekortet, og vi synes også, at det har haft visse problemer. Vi tror på, at der kan findes lidt smartere løsninger, og så er det her en kærkommen lejlighed til at prøve noget nyt, siger Klaus Flæng.

- Er det skolebørnene eller de ældre, der skal have gavn af det her?

- Vi håber faktisk, at det er begge dele. At skolebørnene vil få stor glæde af det, men bestemt også, at de, der bor ude i områderne, vil bruge busserne noget mere i stedet for altid at tage bilen ind til byen.

- Kunne man ikke have opnået den udvikling ved at indføre flere busser i stedet for?

- Der er ingen tvivl om, at vi godt kunne gøre det her med mange flere busser, men nu er det et forsøgsområde i et begrænset område med fire ruter, og der kan vi styre det. Og de erfaringer, som vi gør os, vil vi bruge i vores videre arbejde på at efterkomme det servicekrav, der er fra omegnsbyerne. det har vi meget fokus på, siger Klaus Flæng.

Med forsøget, der kører i to år, følger Holstebro i hælene på flere andre midt- og vestjyske kommuner, der har lignende ordninger. Det gælder blandt andre Lemvig, Morsø og Ikast-Brande.

Disse ruter bliver gratis

252  (Holstebro - Idom - Råsted - Holstebro)
260 (Holstebro - Borbjerg - Vinderup)
270 (Holstebro - Ulfborg - Thorsminde)
283 (Holstebro - Hvam Mejeriby - Borbjerg)
Kilde: Holstebro Kommune

Læs også Gode erfaringer i Lemvig: Flere tager bussen