Nordvestjylland får mere psykiatri

Region Midtjylland, Lemvig, Holstebro og Struer kommuner laver nyt samarbejde om psykiatrien.

Borgmestrene fra de tre kommuner og Henrik Gottlieb Hansen fra Region Midtjylland satte alle deres underskrift på den nye aftale. Foto: Pressefoto

Torsdag skrev politikere fra Region Midtjylland, Lemvig, Holstebro og Struer kommuner under på en aftale om at etablere det, som kommer til at hedde ”Psykiatrien i Nordvest”.

Det bliver en fælles samarbejdskonstruktion, som vil bestå af fem regionale og tre tværkommunale ambulante døgnpladser. Derudover vil der også være et samspil mellem de eksisterende indsatser i de tre kommuner.

Psykiatrien i Nordvest samler en del af de tilbud, som findes i Regionspsykiatrien Vest og lokalt i de tre kommuner. De sammentænkte tilbud på tværs af region og de tre kommuner bliver placeret i Center for Sundhed i Holstebro.

- Med etableringen af Psykiatrien i Nordvest ønsker vi at gå nye veje for at skabe en mere helhedsorienteret indsats for borgere med psykisk sårbarhed og psykisk sygdom, siger Henrik Gottlieb Hansen (A), formand for det rådgivende udvalg for psykiatriområdet og det specialiserede socialområde i Region Midtjylland, i en pressemeddelelse.

Hver part vil fortsat være ansvarlig for egne medarbejdere og egen økonomi, men i forbindelse med de fælles indsatser finansierer Region Midtjylland halvdelen, mens den anden halvdel fordeles mellem de tre kommuner.

Der bliver ansat en fælles ledelse for Psykiatrien i Nordvest i foråret 2018. Etableringen af de ambulante pladser og indflytningen i Center for Sundhed i Holstebro sker d. 1. juni 2018.