Nordsøen bliver 20.000 tons skrald rigere hvert år

Store mængder skrald flyder rundt i Nordsøen. Det er til stor gene for fiskerne.

På havnen i Hvide Sande får de indleveret meget skrald fra fiskere.

Det forurener, det skader fiskene og så giver det ekstra arbejde til fiskerne – affald gør ikke meget godt, og slet ikke når det flyder rundt i havet.

I følge Kommunernes Internationale Miljøorganisation, KIMO, bliver der hvert år dumpet 20.000 tons affald i Nordsøen. Meget af det affald ender i fiskernes net. Alene havnen i Hvide Sande får hvert år indleveret omkring 350 tons affald, og deraf kommer størstedelen fra havet.

Skraldet, der ender i nettet, giver fiskerne ekstra arbejde, og derudover forurener det mange af fiskene. Derfor må mange hundrede kilo fisk dagligt kasseres. 

02:30

Både i Nordsøen og resten af verden er enorme mængder affald i havene fortsat et stort problem.

Luk video

Mulig løsning på vej

Fiskeriformanden i Hvide Sande mener, at synderen til alt affaldet skal findes i udlandet. I modsætning til Danmark tager flere lande i og omkring Nordsøen ikke imod fiskernes affald uden beregning. 

- I de forskellige medlemslande af KIMO er vi i dialog med vores forskellige miljøministre og miljøudvalg, og der skaber vi i første omgang en forståelse hos dem om, at det er et stort problem, og så kan de være med til at løfte tingene op i de internationale fora, hvor tingene besluttes, siger Karsten Filsø, der er præsident i KIMO.

Hvis udviklingen ikke vender, så forventes det, at der i 2050 vil være mere plastik end fisk i havene.