Nordjyske læger sagde fra

Tirsdag aften tilkendegav 266 praktiserende læger i Nordjylland, at de kollektivt vil aflevere deres ydernumre på 1. september. Arkivfoto.

Laege med mund.jpg

Der er stor chance for, at thyboer og morsingboere skal have pungen op af lommen, når de skal til læge efter 1. september.

I går aftes var 277 ud af 330 alment praktiserende læger i Nordjylland samlet, og 266 af dem stemte for, at lægerne kollektivt bør aflevere deres ydernummer, når overenskomsten med Danske Regioner udløber den 1. september.

 - Jeg synes, at det er fantastisk flot opbakning fra lægerne her i landsdelen, siger Kaj Bernth, formand for de praktiserende læger i Nordjylland til NORDJYSKE Medier.

Hvis lægerne afleverer deres ydernumre, opsiges aftalen med det offentlige. Det betyder, at borgerne ikke vil være dækket af en aftale mellem regionernes offentlige sygesikring og de praktiserende læger, når de går til lægen.

Modtræk mod udspil

Afleveringen af ydernumrene er lægernes modtræk mod Danske Regioners og regeringens udspil til en ny overenskomst, som ifølge lægerne fratager dem al selvstændighed i arbejdet.

Da lægerne i Region Midtjylland mødtes tilkendegav 609 praktiserende læger, at de er parate til at aflevere deres ydernumre.

Samlet set er 94,3 procent af landets praktiserende læger, der mødte op til møderne, klar til at aflevere deres ydernummer.

Overenskomstforhandlingerne mellem de praktiserende læger og Danske Regioner strandede den 3. maj.