Nordic Fight Night udskudt

Der bliver ikke noget stort boksebrag i Kjellerup lige foreløbigt. Nordic Fight Night er blevet udskudt, da Patrick Nielsen har pådraget sig en skade

fight night
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Nordic Fight Night den 28. maj i Arena Midt i Kjellerup må udskydes på grund af en skade, som den danske bokser Patrick Nielsen har pådraget sig.

Patrick Nielsen stod til at møde amerikaneren, Denis Douglin, i kampen om WBO Intercontinental Title i supermellemvægt.

Også den kvindelige bokser fra Struer, Dina Thorslund, skulle deltage ved det store boksebrag den 28. maj. Her skulle hun møde en 38-årig bulgarer. Den kamp må dog foreløbigt lade vente på sig.
 
Udsættelsen sker, fordi, Patrick Nielsen har pådraget sig et brud i mellemhånden og i håndledet. Den 25-årige Albertslund-bokser står nu over for en operation og må således holde pause i træningen de næste 8-12 uger.
 
- Jeg er meget skuffet lige nu. Jeg så frem til at bokse mod Douglin 28. maj, så jeg kunne komme tættere på en VM-kamp. Nu er jeg nødt til at holde pause et stykke tid for at komme mig over skaden. Efter operationen går der otte uger, før jeg kan begynde at slå igen, men jeg kommer stærkt tilbage, og jeg ser frem til at bokse igen efter sommeren, lyder det fra Patrick Nielsen.

 
- Vi bliver desværre nødt til at udskyde Nordic Fight Night 28. maj, men vi vil snarest muligt offentliggøre en ny dato, siger promotor Nisse Sauerland.
 
Fans, der allerede har købt billetter til Nordic Fight Night 28. maj i Arena Midt, skal kontakte Billetlugen for at få fuld refusion.

2:04
TVMIDTVEST bragte den 29. april dette indslag om, hvordan  det er lykkedes Kjellerup at trække det store internatonale boksestævne Nordic Figth Night til byen.