Jubel på museum: Nomineret til stor titel

Glæden er svær at tage fejl af hos museumsdirektør Ingeborg Svennevig.

Ingeborg Svennevig kan ikke holde op med at smile.
Ingeborg Svennevig kan ikke holde op med at smile.
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Hun har svært ved at få armene ned, efter hun har fået en særlig nyhed.

Direktør for De kulturhistoriske museer i Holstebro Kommune, Ingeborg Svennevig, er nemlig mere en godt tilfreds med, at Strandingsmuseet St. George i Thorsminde er med i kampen om den prestigefulde titel ”European Museum of the Year”.

- Det er for fedt. Vi er virkelig, virkelig lykkelige. Vi er ikke noget specielt stort museum, men vi bærer bare på en kæmpe historie, siger hun.

Konkurrencen er hård. Kun to gange før har et dansk museum vundet prisen. Senest i 1994, hvor Nationalmuseet tog den hjem.

- Vi regner selvfølgelig med, at vi vinder, men vi er lidt udenfor kategori. Vi er ikke noget specielt stort museum, vi har ikke så mange kvadratmeter som de andre, og det har ikke været så dyrt at lave Strandingsmuseet, som de andre.

Museet er blevet renoveret for 57,5 millioner kroner
Museet er blevet renoveret for 57,5 millioner kroner
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Fokus på nytænkning

I maj 2017 genåbnede Strandingsmuseet efter næsten to års pause, hvor museet blev renoveret for 57,5 millioner kroner.

European Museum of the Year Award er den ældste og mest prestigefyldte museumspris i Europa og går til et nyt eller moderniseret museum, der sætter nye standarder for kvalitet inden for museumsverdenen. Museumsdirektøren forventer, at nomineringen alene kan være med til at øge kendskabet til museet for et bredere publikum.

- Vi regner med, at nu kommer der turister fra hele verden for at se den her historie, for det er en international historie.

Vinderen bliver fundet i maj, hvor prisen uddeles i Bosnien.