Nøgenbilleder af unge viborgensere i omløb på nettet

En digital mappe fyldt med intime billeder af hel- og halvnøgne piger fra lokalområdet florerer blandt unge drenge i og omkring Viborg.

ViborgMappen.jpg

En digital mappe med nøgenbilleder af helt unge piger er i omløb blandt unge i Viborg, det skriver dr.dk. Viborgmappen, som den bliver kaldt, blev ifølge DR startet af nogle drenge for flere år tilbage.

Mappen begyndte med at være nogle nøgenbilleder af piger på en USB-stik, der blev solgt for 50 kroner stykket. Den er nu vokset til at indeholde flere mapper af flere hundrede intime billeder af navngivne piger fra lokalområdet. Der står endda, hvilken skole pigerne går på.

Mappen har nu vokset sig så stor, at politiet er begyndt at advare om den på skolerne i Viborg og omegn.

- Vi siger, lad nu være med at tage de billeder, fordi det kan misbruges af nogen. Vi ved af erfaring, at man fortryder det, siger Erik Lykkebjerg fra Midt- og Vestjyllands Politi.

DR har talt med en pige, som optræder i mappen, som gerne vil være anonym. Hun havnede i Viborgmappen efter at have taget et intimt billede af sig selv med sin telefon og sendte det til en fyr, hun var vild med.

- Det var utrolig ubehageligt, at man lige pludselig gik fra at være forelsket i en til at være billig, siger den anonyme gymnasiepige i et indslag på dr.dk.

Lignende fænomen i Herning og Thisted

Også i Thisted Kommune har SSP advaret de unge mod at dele intime billeder af sig selv via nettet. For en måneds tid siden var det i Herning, at Politi og SSP advarede unge piger mod at tage billeder og dele dem på nettet. Se i videoen vores indslag om fænomenet i Herning.

1:47
Elever fra flere skoler i Herning Kommune har delt nøgenbilleder på Facebook.