Nogen har stjålet præstens kjole

Provst Lone Hvejsel har fået stjålet sin præstekjole. Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Nogen har stjålet præstens kjole

Der er sket et tyveri af den mere usædvanlige slags i Ringkøbing: Nogen har stjålet en præstekjole fra provst Lone Hvejsel.

En præst uden præstekjole er bare ikke helt det samme.

- For mig er det bare brandærgerligt, at den er væk, siger sognepræst og provst Lone Hvejsel fra Ringkøbing Kirke.

Tyveriet skete lige inden en bisættelse i det lokale kapel, hvor kjolen hang i præstens påklædningsrum. Men pludselig var den væk, og så måtte Lone Hvejsel tænke kreativt.

- Jeg kom der fem minutter før en bisættelse, og så var jeg jo nødt til at låne en anden præstekjole. Så jeg lignede én, der skulle til karneval, fordi den var alt for stor, men det var den eneste mulighed, jeg havde, siger hun.

Jeg tror ikke, den kommer igen. Så jeg må klare mig med mine andre præstekjoler,

Lone Hvejsel, provst, Ringkøbing Kirke

Tyveriet fandt sted helt tilbage i marts, men i første omgang troede Lone Hvejsel, at en kollega var kommet til at tage den. Efterlysningen blandt venner og kolleger har dog ikke båret frugt, så nu er tyveriet blevet meldt til politiet. Den efterlyste præstekjole beskrives som sort, figursyet og uden præstekrave, men til gengæld med en rød læbestift i lommen.

- Jeg tror ikke, den kommer igen. Så jeg må klare mig med mine andre præstekjoler, siger Lone Hvejsel.

En ny præstekjole koster knap 20.000 kroner. Oplysninger om den stjålne præstekjole kan gives til kirkekontoret i Ringkøbing.