Nøddesbo måske til HC Midtjylland

Håndboldklubben HC Midtjylland sættes i forbindelse med Jesper Nøddesbo.

noddesbo2

Efter denne sæson må HC Midtjylland-staben forholde sig til, at stregveteranen Vignir Svavarsson forlader klubben. Den 35-årige islænding skifter til lokalkonkurrenterne fra Team Tvis Holstebro. Også højrebacken Simon Madsen er fortid i HCM, når sæsonen slutter i foråret. 

- Vignir og Simon skal naturligvis erstattes, men hvem vi forhandler med, holder vi for os selv. Vi regner med, at kunne melde noget ud i starten af det nye år, siger Peter Andersen til Aoh.dk

På rygtebasis sættes HC Midtjylland fortsat i forbindelse med FC Barcelonas danske landsholdsstreg, Jesper Nøddesbo. 35-årige Nøddesbo, der oprindeligt er fra Hammerum og som ungdomsspiller repræsenterede Hauge, har spillet hos den spanske gigant siden 2007. Sidste år forlængede han sin aftale, så kontrakten hos FC Barcelona gælder frem til 2018.

- Selvfølgelig er Jesper Nøddesbo en interessant spiller, men lige nu forholder vi os til, at han har en lang kontrakt i Barcelona, siger Peter Andersen.

Sportschefen understreger dog, at HC Midtjylland ikke er bange for at drømme om store spillernavne til fremtidens sportslige investeringer. 

- Vi har fået en pose penge til spillerindkøb, og vi har også fået tilsagn fra en række folk, der er interesserede i at hjælpe med at indfri vores målsætninger - heriblandt at vi henter nogle profiler til HCM. Om det så indebærer Jesper Nøddesbo eller andre store navne, må tiden vise, siger Peter Andersen.

I forvejen er BSVs højrefløj Dennis Kirkegaard sat i forbindelse med HC Midtjylland. Det skriver Aoh.dk