Nødraketter affyret uden grund

Nødraketter affyret uden grund

I går blev der affyret to nødraketter ved Vestkysten. Begge gange måtte helikopteren i luften, men det var sandsynligvis bare drengestreger.

Både i Vejlby og Hvide Sande blev der i aftes observeret nødraketter. Og så bliver det store rednings-beredskab aktiveret, hvilket indbefatter båder helikopter, redningsbåd og redningsbil langs kysten. Men i begge tilfælde kunne redningsfolkene ikke finde nogen nødstedte, og man regner med at det hele er drengestreger.

Dumt, farligt og dyrt

Myndighederne har ikke meget til overs for den form for drengestreger. De optager helikopteren, der ellers måske kunne være hårdt brug for i andre sammenhænge. Og så er det i øvrigt dyrt at sende den på vingerne.

Brud på straffeloven

Det er ulovligt at affyre en nødraket med mindre man er i nød. Hvis man bliver taget i at gøre det alligevel, venter der en stor bøde. Myndighederne har nemlig mulighed for at sende regningen for hele redningsaktionen videre til den falske anmelder. En bøde der let kan løbe op i flere hundrede tusinde kroner.