NNF varsler ny slagteri-konflikt

Arkivfoto

NNF varsler ny slagteri-konflikt

NNF vil stoppe produktionen på so-slagteri udenfor Holstbro, fordi slagteriet ikke har tegnet en overenskomst.

NNF vil stoppe produktionen på det privatejede slagteri Meat 2012 A/S ved Naur ved Holstebro. NNF mener, at der i over et halvt år har ligget en næsten færdigforhandlet overenskomst mellem so-slagteriet og fødevareforbundet, men underskriften fra slagteriet lader fortsat vente på sig. Det skriver Landbrugsavisen.

- Vi vil gerne kvittere for et rimeligt forhandlingsforløb med virksomheden, der gentagne gange har bekræftet over for Fødevareforbundet NNF, at de gerne indgå en overenskomst med os. Men det er lidt som at forelske sig og aftale brylluppet, men efter forlovelsen udsætter den ene part brylluppet igen og igen. Vores tålmodighed med virksomheden er ved at være brugt op, og derfor sætter vi nu handling bag ordene, og har sendt et konfliktvarsel til Moesgaard Meat 2012 A/S, siger Jim Jensen, forbundssekretær for slagterindustriområdet til Landsbrugsavisen.

Gammel sag
NNF mener, at konflikten mellem de to parter går helt tilbage til 2012, hvor NNF første gang blev bekendt med, at slagteriet ikke fulgte den overenskomst de var pålagt. Men kort tid efter den første konfrontation, gik slagteriet konkurs, men genopstod med det nye firmanavn, Moesgaard Meat 2012 A/S.
I efteråret sidste år blev der indledt forhandlinger om en virksomhedsoverenskomst mellem NNF og slagteriet, men ifølge NNF’s oplysninger, ønskede slagteriet ikke at underskrive aftalen, fordi de ønskede at afvente en ny miljøgodkendelse.
Det blev aftalt, at Meat 2012 A/S skulle vende tilbage senest den 1. april, men den deadline er nu overskredet. Derfor er NNF nu kommet med et konfliktvarsel fra tirsdag morgen, som kan ende med at stoppe hele produktionen på so-slagteriet.

Moesgaard Meat har ikke ønsket at kommentere på sagen.