Niels Erik Kjærgaard stopper som kommunaldirektør

Efter 44 år i den kommunale tjeneste i Skjern, Egvad og Ringkøbing-Skjern kommuner går kommunaldirektør, Niels Erik Kjærsgaard, på pension.

Niels Erik Kjærsgaard

Efter 44 år i den kommunale tjeneste i Skjern, Egvad og Ringkøbing-Skjern kommuner går den 62-årige kommunaldirektør, Niels Erik Kjærsgaard, på pension. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

I Ringkøbing-Skjern Kommune skal de derfor nu til at lede efter en ny til posten som kommunaldirektør. Og det er ikke en helt nem rolle at udfylde.

Niels Erik Kjærgaard har nemlig været ansat i kommunalt regi i intet mindre end 44 år og må derfor siges at kende det kommunale system særdeles godt.

-Jeg tager til efterretning, at Niels Erik Kjærgaard vælger at gå af, selv om han har mange gode år i sig endnu, og jeg vil gerne takke ham for hans store indsats, siger borgmester Iver Enevoldsen i en pressemeddelelse.

Ifølge Dagbladet vil Økonomi- og Erhvervsudvalget diskutere processen for ansættelse af en ny kommunaldirektør på sit kommende møde.

Niels Erik Kjærgaard stopper den 30. november i år.