Ni på sygehuset efter syreudsllip

Ni ansatte på mejeriet i Videbæk er blevet kørt til observation efter et udslip af salpetersyre hos Arla i Videbæk. Lægerne vurderer, at det ikke er farligt.

Arla syreudslip
Foto: Jakob Engelst Nørgaard, TV MIDTVEST

Det har kostet ni ansatte en tur på sygehuset, at Arla i Videbæk ved middagstid onsdag havde et syreudslip.

- De er blevet taget med til observation, men lægerne har umiddelbart vurderet, at der ikke er noget farligt i det, siger Erik Vesløv, der er fabriksdirektør hos Arla i Videbæk.

Tidligere i dag lød det, at tre ansatte var blevet indlagt, alle tre arbejdede i bygningen, hvor der skete udslip. Ifølge beredskabet løb syren ud af et lækket rør.

- Jeg forventer, at fire ud af de ni overnatter på sygehuset til observation natten over, siger Erik Vesløv, der er fabriksdirektør hos Arla i Videbæk.

Salpetersyre er en stærk syre, der frigiver giftige og ætsende dampe. I værste tilfælde giver det vand i lungerne.