NFL-legende fra Struer hyldes: Får passage opkaldt efter sig

Den tidligere NFL-kicker Morten Andersen bliver hyldet i hjembyen for sin optagelse i Hall of Fame. Struer Kommune opkalder i den forbindelse en passage efter ham.

Passagen ved Struer Energi Park er nu opkaldt efter den populære NFL-kicker og bysbarnet, Morten Andersen.
Passagen ved Struer Energi Park er nu opkaldt efter den populære NFL-kicker og bysbarnet, Morten Andersen.
Foto: Privatfoto

I dag hyldes den tidligere amerikanske fodboldspiller, Morten Andersen, i sin hjemby, Struer, og i den anledning har han fået opkaldt en passage ved den nye Struer Energi Park efter sig. 

Som den eneste nulevende har 57-årige Morten Andersen nu en vej opkaldt efter sig i hjembyen.
Som den eneste nulevende har 57-årige Morten Andersen nu en vej opkaldt efter sig i hjembyen.
Foto: Svend-Vilhelm Ravnkilde Mikkelsen, TV MIDTVEST

Morten Andersens Passage, som vejen nu hedder, forbinder halområdet med svømmehallen, og Struer Energi Park får i fremtiden adresse på Morten Andersens Passage.

- Vi er stolte over her i Struer at kunne få lov til at sige, at du er en os, og at vi er en del af dig, lød det blandt andet fra nuværende borgmester, Niels Viggo Lynghøj (A), under afsløringen.

Rørt kicker

Morten Andersen fejres i dag i Struer, fordi han efter en lang og beundringsværdig karriere i den bedste amerikanske fodbold liga i 2017 blev optaget i Hall of Fame. Noget ingen andre danskere og kun to andre europærere har opnået før ham. Og selvom den 57-årige vestjyder har prøvet meget i sit liv, så blev han alligevel rørt under afsløringen af det nye passagenavn. 

- Jeg glæder mig bare over, at jeg har fået lov til at få mit navn op på en passage. Det er meget unik for en person, som stadig lever at få lov til det. Nu håber jeg ikke, at de piller den ned, når jeg tager væk om et par dage, griner Morten Andersen. 

1:21
Se afsløringen af Morten Andersens Passage her.

I forbindelse med hyldesten er præsidenten for Pro Football Hall of Fame, David Baker, rejst med til Struer for, for første gang nogensinde udenfor USA, at forestå den officielle Hall of Fame-ceremoni. Det sker i aften i Struer Energi Park.

2:31
Struerbo foreslår, at den tidligere NFL-stjerne skal have en vej opkaldt efter sig i Struer. Kommunen er skeptisk.

Ingen veje opkaldt efter nulevende

Allerede da Morten Andersen blev optaget i Hall of Fame i august, foreslog en stor fan og struerbo, at man kunne opkalde en vej efter NFL-legenden. Dengang var daværende borgmester, Mads Jakobsen (V), venligt stillet overfor forslaget, som han syntes, var en sjov idé.

- Det er jo en spændende idé. Der er jo mange måder at hylde en af byens store på, sagde den daværende borgmester.

Men som i så mange andre kommuner var det altså ikke normal praksis, at man i Struer Kommune opkaldte veje eller gader efter nulevende personer, og derfor blev idéen ikke til virkelighed lige med det samme.

- Hvis vi skal opkalde en vej efter nulevende personer, så er det noget, vi lige skal have en snak om i byrådet, inden vi skrider til. Den diskussion har vi faktisk aldrig haft i Struer, sagde Mads Jakobsen (V). 

Men det har de nu. Morten Andersens Passage er en realitet. 

- Der er en vejledning i Danmark om, at man ikke må opkalde veje efter nulevende personer, men byrådet mener, at dine store internationale præstationer fortjener denne anerkendelse, mens du stadig kan nyde den sammen med familie og venner, lød det fra Niels Viggo Lynghøj, i talen til Morten Andersen. 

Og nu tyder noget altså på, at den snak har fundet sted. Morten Andersens Passage er i hvert fald en realitet. 

Levende legende

Den i dag 57-årige vestjyde rejste fra Struer i 1977 til USA for at komme på udveksling, og det blev starten på et livslangt eventyr i staterne. Fem år senere begyndte han sin NFL-karriere for New Orleans Saints. Herefter fulgte 25 sæsoner for fem forskellige hold, og i dag bor den nu pensionerede football-legende stadig i USA.

Undervejs i karrieren nåede han en række rekorder. Hans 2544 scorede point gør ham blandt andet til den spiller, der har scoret flest point i løbet af karrieren, og da han stoppede, var han den kicker i sportens historie, der havde scoret flest field goals fra mere end 50 meters afstand - i alt 40 styk.

Den 5. februar 2017 blev Morten Andersen som den første dansker optaget i Pro Football Hall of Fame. Kun to europæer har opnået det før ham. Danskerens indtræden betyder, at der nu er ni spillere, der er født udenfor USA i den fornemme klub.

Mens Morten Andersen endnu boede i Danmark, spillede han både fodbold og håndbold på højt niveau, og han blev sågar udtaget til det danske ungdomslandshold i fodbold. 

4:13
Efter flere års tilløb er Morten Andersen endelig blevet optaget i Hall of Fame
Foto: Arkiv