Nephew gør comeback i Boxen

Til 2018-koncerterne kommer Nephew til at have et medlem ekstra på scenen i Marie Højlund. Foto: Pressefoto: Live Nation

Nephew gør comeback i Boxen

Det er i dag kommet frem, at Nephew gør comeback på den danske musikscene. Blandt andet med en koncert i Boxen i Herning.

Fire år. Så lang blev pausen for Nephew. Men nu gør Nephew comeback, og den første koncert efter pausen bliver i Jyske Bank Boxen i Herning. 

Den 5. oktober 2018 besøger Nephew Herning, og det gør de med et nyt bandmedlem. Marie Højlund, der er musiker og producer, er nemlig en del af Nephew til de næste koncerter. Simon Kvamm har arbejdet sammen med musikeren fra Marybell Katastrophy i forbindelse med en opstilling på Aarhus Teater, der hedder 'Lyden af de skuldre vi står på'. 

Simon Kvamm, der er forsanger i Nephew, forklarer, at de simpelthen ikke kan lade være med at vende tilbage til Nephew-projektet. 

- Vi kan ikke lade være. Nephew er som en familie både internt og i forhold til vores publikum, og efter hver især at have været ude at opleve nyt, savner vi at feste med familien igen, siger Simon Kvamm. 

Hos Messecenter Herning er man rigtigt glade for, at Nephew har valgt Boxen som det første spillested til comebacket. 

- Vi ser frem til, at Nephew vender tilbage til den danske musikscene og glæder os over, at Jyske Bank Boxen får mulighed for at danne rammen om bandets comeback. Vi er sikre på, der venter de mange fans en stor koncertoplevelse ligesom i 2013, hvor Nephew gav en forrygende koncert i Jyske Bank Boxen, siger Nicki Quist, Leder af Kultur i MCH.

Nephew har solgt over en halv million albums, og har vundet ni DMA-priser.