Nej, til privatejet lægepraksis

Forretningsmanden Søren Toft Jensen søgte Region Midtjylland om at åbne en lægepraksis i Haderup, men regionen sagde nej.

Haderup er et yderområde, hvor borgerne i dag kører til Holstebro og Skive for at komme til læge. Det ville Søren Toft Jensen lave om på. Han havde håbet, at kunne lokke læger til byen, ved at tilbyde dem ansættelse i lægehuset, frem for at tvinge dem, til slev at skulle købe sig ind. Men Region Midtjylland har afslået at lade forretningsmanden købe den lukkede lægepraksis i byen.

- Jeg tror at den nye overenskomst, giver mulighed for at fastholde nogle lægepraksis rundt omkring i det, vi kalder udkants-Danmark.

- Jeg vil egentlig bare gerne være organisationsmanden - den der får det hele til at fungere. Og så skal lægen bare være god til at være læge, siger Søren Toft Jensen.

Afslaget undrer

Men Regionsrådet er ikke enig i, at overenskomsten tillader, at ikke-læger kan drive praksis på licens. Region Midtjylland mener ikke at lovgivningen bag overenskomsten er på plads, selv om overenskomsten er vedtaget.

- Hvilket kan undre lidt, hvordan man kan indgå en overenskomst, hvor lovgivningen er uklar. Jeg er selvfølgelig skuffet, men jeg er ikke så overrasket, siger Søren Toft Jensen.

Kristian Jensen og Bertel Haarder går ind i sagen

Kristian Jensen fra venstre er uenig med Region Midtjylland og vil nu tage sagen op med Sundhedsministeren.

- Det er helt klart venstres holdning, at det skal være læger, der står for den lægefaglige del af det, men det med at eje og drive og rejse kapital til at købe en praksis det kan godt være alle mulige andre. Det kan være en beboerforening, det kan være person, der bare gerne vil drive det. Hvis bare der er en læge, der står inde for det lægefaglige, så synes jeg, vi skal liberalisere, fordi det giver landsbyerne flere muligheder, siger Kristian Jensen.

Sundhedsminister, Bertel Haarder siger i en kommentar til TV-MIDT/VEST:

- Jeg har lovet Kristian Jensen, at jeg vil undersøge sagen. Mit udgangspunkt er, at hvis lægeforeningen kan tillade et privat firma at drive lægepraksis, så har jeg ikke problemer med det.