Nej tak til korn fra Danmark

Kvaliteten af dansk korn har været faldende gennem næsten 25 år og er nu så lav, at kunder i andre verdensdele udtrykkeligt frabeder sig dansk korn. Det skriver TV2 Finans.

Hoest2_0.jpg

Når kunder i andre verdensdele lægger bestillinger i markedet på EU-korn, frabeder nogle af dem sig udtrykkeligt dansk korn. Det skriver TV2 Finans i dag.

Årsagen er, at korn fra Danmark efterhånden har en så ringe kvalitet, sammenlignet med korn fra andre EU-lande, at flere kunder forsøger at undgå det.

De to største danske grovvarekoncerner DLG og Danish Agro bekræfter overfor TV2 Finans, at der i løbet af det seneste år er begyndt at indløbe ordrer fra andre verdensdele, hvori en af betingelserne lyder: "Danish excluded".

For lidt protein

Et eksempel på, at det danske korn er ringere end korn fra andre lande er ifølge TV2 Finans, at der sidste år var 27 procent mere protein i det tyske foderhvede end i det danske, og sammenligner man med hele den tyske kornproduktion, var der 40 procent mere protein i det tyske korn.

Danmark har skrappere miljøregler end andre EU-lande

Problemstillingen har været kendt i årevis hos Landbrug og Fødevarer.

- Det skyldes, at vi har nogle helt ekstreme restriktive normer for, hvor meget kvælstof vi må anvende. Det betyder, at afgrøderne sulter. Og når afgrøderne mangler næringsstoffer bliver kernerne for små og indeholder for lidt protein, erkender formanden for organisationen, Martin Merrild.

Ifølge Martin Merrild bliver problemet større år for år.

- Hvis der skal gøres noget ved det, skal vi have lov at gøde afgrøder efter, hvad der er behov for. I dag gøder vi næsten 20 procent mindre end det vi ved, at afgrøderne har behov for, siger formanden, som håber at regeringen i fremtiden vil se nærmere på, hvordan miljøreguleringen foregår i andre lande.