Nedturen fortsætter for kriseramte TTH-kvinder

​TTH Holstebros kvinder tabte klart til Viborg og har kun vundet én ud af otte kampe i 2018.

20180221-201127-l_33mb.jpg
Foto: Morten Stricker / Ritzau Scanpix

Et sløjt 2018 blev en lille smule værre for håndboldkvinderne i TTH Holstebro, der hjemme tabte med hele 23-36 til Viborg i HTH Go Ligaen onsdag aften.

Træner Pether Krautmeyers formsvage mandskab har blot vundet én kamp i 2018, og pladsen i slutspillet, der syntes forholdsvis sikker før jul, er i overhængende fare.

Det ligner en direkte duel med Randers om den ottende og sidste plads blandt de hold, der skal spille om mesterskab og medaljer. TTH har et points forspring, men har kun tre kampe tilbage mod Randers' fire.

TTH kunne ikke rejse sig på hjemmebanen

Foran eget publikum i Graakjær Arena lykkedes det ikke TTH at rejse sig efter sidste weekends blamage mod bundproppen Ajax.

Holdet indledte ellers ganske fornuftigt, og efter 17 minutter kunne Inger Smits udligne til 8-8. Det var imidlertid sidste gang i den kamp, vestjyderne havde føling med viborgenserne.

Bredden er ikke stor hos TTH-kvinderne, og det blev sværere og sværere at hænge på det bedre besatte gæstemandskab.

Det gjorde selvsagt ikke tingene lettere, at hele fire forskellige TTH-spillere i løbet af kampen brændte straffekast på Viborg-keeper Rikke Poulsen.

Afgjort i første halvleg

Forestillingen blev reelt afgjort i de sidste 13 minutter af første halvleg, hvor Viborg gik fra 8-8 til pauseføring 19-12.

Billedet var det samme efter pausen, hvor forskellen mellem ligaens nummer fem og otte var markant.

Landsholdsbacken Kristina Jørgensen var farlig som både afslutter og oplægger, og på stregen var Stine Bodholt sikkerheden selv med syv mål på syv forsøg.

Viborg har 23 point for 19 kampe og forbliver på femtepladsen. TTH kan dumpe uden for slutspilsfeltet, hvis Randers besejrer FC Midtjylland torsdag.   

/ritzau/