Nedslidte byer får hjælp

Indenrigs- og Socialministeriet støtter syv kommuner med at forbedre boligmiljøet

Nybyggeri.jpg

Ikast-Brande Kommune kan godt gå i gang med renoveringsplanerne. Indenrigs- og Socialministeriet har nemlig udvalgt kommunen til at få del i en pulje på 50 millioner kroner til byfornyelse. I alt for kommunen 3,8 millioner kroner fra ministeriet, og de skal bruges til at skabe et attraktivt bymiljø i Nørre Snede.

- Hvis den enkelte beboer skal kunne trives i hverdagen, og hvis vi skal have styrket det lokale sammenhold i landets nedslidte og problemramte byområder, så skal der være gode fysiske rammer for det sociale liv og mulighed for fysisk udfoldelse, forklarer den nytiltrådte Indenrigs- og Socialminister, Karen Ellemann.

Indsatsen i Nørre Snede bakkes desuden op af en bevilling på 7,6 millioner kroner fra Ikast-Brande Kommune.

Thisted Kommune får også del i fornyelsespuljen. Pengene skal gå til blandt andet at etablere samlings- og mødesteder i Frøstrup by, samtidig med, at der skal gøres en særlig indsats for at komme problemet med tomme og forfaldne huse til livs.