TV MIDTVEST

Nedrivning gik galt: Tonstunge murbrokker landede på fortov

Arkivfoto. Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Tonstunge murbrokker styrtede i morges ned på fortov og cykelsti på Nygade i Herning. Ingen kom til skade.

Klokken 8.50 tirsdag morgen fik Lokalpolitiet i Herning en anmeldelse om, at en facade på den gamle retsbygning i Nygade under en ellers kontrolleret nedrivning var faldet ned på fortov og cykelsti.

- Vi sender et hold derned med samme. Og heldigvis er der ingen, der er kommet til skade, fortæller Bent Smedegaard til TV MIDTVEST.

Men alligevel er det en alvorlig sag, fordi mennesker kunne være kommet til skade på den befærdede vej i centrum af Herning. 

- Vi har derfor både kontaktet Teknisk Forvaltning hos Herning Kommune og Arbejdstilsynet. Og så er brandinspektøren også til stede for at undersøge forholdene, fortæller Bent Smedegaard.

Nedbrydningsfolkene fik efterfølgende ryddet op med en stor frontlæsser, og vejen var ryddet efter tre kvarter.