Nedbrydning skyld i gårdbrand

To længer på en nedlagt landejendom i Ikast brændte fredag eftermiddag. Branden brød ud i forbindelse med nedbrydningsarbejde.

Omkring klokken 16 fredag eftermiddag lød brandalarmen hos beredskabet i Ikast-Brande. To længer til en nedlagt landejendom på Toftelundvej i Ikast var brudt i brand.

- Branden brød ud i forbindelse med et nedbrydningsfirmas arbejde. De havde været ved at rive en længe ned og havde sat ild til nogle spær, og det var gløder herfra, der antændte de to længer, fortæller indsatsleder Steen Manke fra beredskabet i Ikast-Brande.

Der var i alt 20 brandmænd og fem slukningskøretøjer med til at slukke branden.  Tre geder blev reddet ud af de brændende bygninger og ingen personer kom til skade ved branden. To af gårdens tre længer er dog svært brandskadet.