Navne på trafikdræbte unge frigivet

Det endte fatalt, da fire unge søndag morgen kørte hjem fra et diskoteksbesøg i Bjerringbro. De tre blev dræbt i en soloulykke. Den sidste slap med skrammer.

BjBroUlyk3.jpg

Det var 20-årige Jacob Rosenkrantz De Neergaard, 19-årige Martin Wincenty Christensen og 26-årige Steffen Staniok, der søndag morgen omkom i en trafikulykke, da de kørte fra Bjerringbro mod Ulstrup.

Præcise årsag til ulykke ukendt

Der vil gå op til et par uger, før politiet med sikkerhed kan sige, hvorfor den 19-årige fører kørte galt.

- Vi venter på en redegørelse fra bilinspektøren og blodprøver fra de dræbte, siger Mogens Brøndum, politikommissær ved Østjyllands Politi til tvmidtvest.dk.

18-årig slap ud af brændende bil

De tre unge mænd kørte sammen med en anden mand fra et diskotek i Bjerringbro, men ved Busbjergvej mellem Bjerringbro og Ulstrup gik det helt galt. Føreren af bilen overså et vejsving, og bilen fortsatte direkte ind i et træ. 

Politiet formoder, at de tre unge blev slået bevidstløse ved sammenstødet. Den fjerde passager nåede at kravle ud af bilen, før den kort tid efter brød i brand.  

Politiet oplyser, at der ikke var tegn på, at føreren havde forsøgt at bremse eller undvige.