Navne frigivet på trafikdræbte

Politiet har frigivet navnene på weekendens tre trafikdræbte.

ambulance.jpg

Det har været en ualmindelig blodig weekend i trafikken i Midt- og Vestjylland. Tre trafikulykker havde dødelig udgang og i en fjerde ulykke var en person livsfarligt kvæstet, indtil efter en operation søndag aften.

Ulykken i fredags

Den første ulykke skete i fredags, syd for Lemvig, hvor den 46-årige motorcyklist Preben Agerbæk Lauritsen fra Ramme, omkom i mødet med en traktor. Han døde på stedet.

To ulykker lørdag

I lørdags omkom den 85-årige Søren Lisby fra Fjaltring, da han kørte ud på Thorsmindevej lige foran en tysk familie, som kørte direkte ind i siden på hans bil. Søren Lisby blev fløjet med akuthelikopter til Århus, men døde af sine kvæstelser.

Senere lørdag mistede 82-årige Ingrid Smith Nielsen livet på hovedvej 15 mellem Videbæk og Ringkøbing. Ingrid Smith Nielsen var passager, da føreren af bilen mistede herredømmet i en overhaling.

Søndagens ulykke

Søndag blev fem personer kvæstet efter en voldsom trafikulykke ved Brande. En af dem, føreren af den ene personbil, blev først meldt udenfor livsfare efter en operation søndag aften på Skejby Sygehus.

Glatte veje kan have en del af skylden

- Man må sige, at det er mange, meget alvorlige trafikulykker på forholdsvis kort tid. Og der var faktisk flere mindre trafikuheld i weekenden også, fortæller politikommissær Henrik Glintborg fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV/MIDT-VEST, og forsøger at give et bud på hvorfor:

- Det kan være tilfældigt, men den megen regn, og mange nedfaldne blade, kan også have gjort vejene mere fedtede end normalt, siger han.