Navn på indebrændt frigivet

Det var 72-årige Erik Hansen, som mandag omkom i en brand på Engvang i Skive.

Lokalpolitiet i Skive har nu frigivet navnet på den mand, som mandag morgen omkom i en brand på Engvang 1 i Skive.

Det drejer sig om den 72-årige Erik Hansen, som boede alene på adressen.

Cigaret muligvis skyld i brand

Tirsdag formiddag begyndte politiets teknikere deres undersøgelser af huset for at finde frem til brandårsagen.

 - Det kan meget vel være en cigaret, som har startet branden. Men det kan vi ikke sige med sikkerhed, fortæller politikommissær Niels Peter Olesen fra politiet i Skive.

Forsøgt reddet

Brandvæsenet rykkede ud til branden klokken halv otte mandag morgen. I første omgang lykkes det dem at redde den 72-årige mand ud af huset. Han blev kort efter erklæret død efter forsøg på genoplivning.