Naturfredningsforening: Vi finder giftstof alle steder

Danmarks Naturfredningsforening er stor tilhænger af at forbyde glyphosat, der er det aktive stof i diverse ukrudtsmidler.

Glyphosat Roundup Ukrudtsmiddel

Danmarks Naturfredningsforening er ikke i tvivl. Det aktive stof i en lang række ukrudtsmidler, glyphosat, skal forbydes.

- VI finder det stort set alle steder. Vi finder det i det højtliggende grundvand, drænvand, vandløb og søer. Og fordi man også bruger det på afgrøderne til at modne korn, så finder man det selvfølgelig også i mennesker, fortæller Walter Brüsch, der er geolog og seniorrådgiver ved Danmarks Naturfredningsforening.

Glyphosat er blandt andet i Roundup, og netop nu er der stor uenighed i EU om, hvorvidt det fortsat skal være lovligt at anvende.

- Der er folk herhjemme, som mener, at det (glyphosat, red.) – når det findes i mennesker – er en nervegift, og det kan betyde, at man for eksempel kan blive tidligere dement eller få Parkinson og andre sygdomme. Så vi synes, man skal forbyde det her stof så hurtigt som muligt, forklarer Walter Brüsch.

Må bruge andre metoder
Konventionelle landmænd bruger blandt andet ukrudtsmidler - der indeholder glyphosat - til at tvangsmodne korn, så den kan høstes. Men ifølge naturfredningsforeningen må bønderne finde andre metoder.

- Der findes ikke ret mange andre stoffer til tvangsmodning af korn, så der må man nok gå tilbage til den gammeldagsmetode, hvor man simpelthen venter, og så må man tørre kornet i laden, siger Walter Brüsch.

Godkendelsen af glyphosat i EU skal gennemføres senest den 30. juni.