Naturfond i fare

En af de private fonde, der har lovet at støtte Den Danske Naturfond, overvejer nu at trække støtten tilbage. Det fortæller DR Midt & Vest.

natur.jpg

Den Danske Naturfond var én af de store nyheder i finanslovsaftalen fra november. Som startkapital vil staten skyde 500 millioner i Den Danske Naturfond, og to private fonde har lovet yderligere 375 millioner. Men nu truer den ene af de private fonde, Aage V. Jensen Naturfond, med at trække sig, fordi Naturfonden ikke bliver tilstrækkelig uafhængig af staten.

Det får naturvenner til at frygte for fondens fremtid:

- Hvis fonden glipper, og regeringen klokker i det, så er det en ordentlig begmand til regeringen, siger Michael Stoltze, formand for foreningen Natur og Samfund, til DR Midt & Vest.

Den ny miljøminister socialdemokraten Kirsten Brosbøl erkender, at regeringen har meget på spil. Men hun vil ikke love, at et lovforslag om fonden er klar inden sommer. Konstruktionen er endnu ikke på plads. Ministeren har dog ikke opgivet håbet om at holde tidsplanen.

- Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til at finde en løsning, som alle kan leve med og samtidig sikrer, at pengene kommer til at virke, siger Kirsten Brosbøl til DR Midt & Vest.