Nattelivet skal overvåges

Overvågningskameraer skal være med til at forhindre vold og hærværk i Holstebro.

151111videoovervaag.jpg

Når man i fremtiden går i byen i Holstebro, bliver det med et kamera i nakken. Politiet vil videoovervåge midtbyen for at sætte en stopper for vold og hærværk i nattelivet.

- Det skaber tryghed, og det kan hjælpe os med at opklare for eksempel voldssager, hvis kameraerne fanger det, forklarer Jørgen Pedersen, der er leder af den kriminalpræventive sektion i Holstebro. 

Gode erfaringer

Videoovervågning i de sene nattetimer er en metode, der har virket i Viborg. Her har man i godt halvandet år brugt overvågning af nattelivet som en præventiv metode mod vold. 

- Det har været en stor succes. Vi får opklaret flere voldssager, som vi ikke kunne have gjort uden overvågningsbillederne. Samtidig tror jeg også, at der er nogle, der holder sig tilbage fra at lave vold, fordi de ved, at der er videoovervågning, fortæller Ove Jensen der er sektionsleder ved lokalpolitiet i Viborg.

Diskoteker og værtshuse i Holstebro kan også godt glæde sig til det nye overvågningssystem, mener Henrik Karlsen, der er indehaver af Crazy Daisy i Viborg:

- Vores gæster har reageret positivt på videoovervågningen. Det sender et godt signal om et trygt natteliv.

Mere overvågning på vej

Det er især området med værtshuse og diskoteker omkring Østergade, som nu skal overvåges i Holstebro. Politiet håber at få kameraerne op i løbet af december og dermed være klar til de festglade dage mellem jul og nytår. Også i Nykøbing ønsker kommunen og politiet at kunne videoovervåge nattelivet i fremtiden.

 

Ove Jensen fra lokalpolitiet i Viborg fortæller her om deres erfaringer med videoovervågning i nattelivet:

0:53