Nationalpark i høring

Miljøminister Karen Ellemann (V) har sendt forslag til Nationalpark Skjern Å i offentlig høring.

19Nationalpark.Consolidated.01.jpg

Miljøminister Karen Ellemann (V) har netop sendt forslag til Nationalpark Skjern Å i offentlig høring. Hermed inviteres alle borgere, lodsejere, interesseorganisationer og myndigheder til at drøfte rammerne for Nationalpark Skjern Å de næste fire måneder frem til høringsfristen den 9. maj 2011. Det skriver Naturstyrelsen på sin hjemmeside i dag.

Nationalpark Skjern Å bliver den fjerde nationalpark i Danmark med et areal på ca. 25.000 hektar svarende til et område på næsten samme størrelse som Langeland. Området omfatter blandt andet Skjern Å-systemet, Danmarks største å-delta ved Ringkøbing-Fjord, store hedeområder som Borris Hede og Lønborg Hede, kulturlandskaber med bebyggede områder samt betydelige arealer med moderne landbrugsproduktion.

Forslaget er kommet på plads efter aftale med partierne bag nationalparkloven.

Flere offentlige møder

I høringsperioden vil der blive afholdt flere offentlige møder. Miljøministeren indleder det første offentlige møde torsdag den 20. januar kl. 19.30 - 21.00 i Tarm Idrætscenter.

Det forventes, at Nationalpark Skjern Å kan blive klar til indvielse i sommeren 2011.

Regeringen har udpeget fem områder som nationalparker, hvor Nationalpark Thy blev oprettet i 2008, Nationalpark Mols Bjerge i 2009 og Nationalpark Vadehavet i 2010. Det femte område, Kongernes Nordsjælland, forventes indviet i 2012.