Ny forskning: Nationale test er usikre og fyldt med fejl

De nationale test giver et mangelfuldt og usikkert billede af både skoleklassers og elevers faglige niveau, påviser ny forskningsrapport fra DPU, Aarhus Universitet. Politiker vil have minister i samråd.

Forskere konkluderer at de nationale test er fyldt med fejl og anbefaler at stoppe dem øjeblikkeligt.
Forskere konkluderer at de nationale test er fyldt med fejl og anbefaler at stoppe dem øjeblikkeligt.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

De nationale test giver et mangelfuldt og usikkert billede af elevernes faglige niveau, viser ny forskningsrapport fra DPU, Aarhus Universitet. Forskerne bag undersøgelsen anbefaler, at de igangværende nationale test helt stoppes, og at alle pædagogiske, politiske og styringsmæssige beslutninger foretaget på baggrund af de nationale test bliver taget op til revision.

- Resultaterne for både den enkelte elev og skolerne er meget usikre, og testene bruger forkerte sværhedsgrader. Det betyder, at mange elevers dygtighed vurderes forkert, at sammenligninger mellem skoler og kommuner er forkerte, og at man ikke kan bruge de nationale test til at sammenligne elevpræstationer på tværs af årgange, siger professor MSO Jeppe Bundsgaard fra DPU, Aarhus Universitet.

Sammen med professor emeritus Svend Kreiner har han netop offentliggjort rapporten ”Undersøgelse af De Nationale Tests måleegenskaber”. De to forskere har haft adgang til alle 8. klasses besvarelser i læsning fra den nationale test 2017 og er en del af Undervisningsministeriets rådgivningsgruppe om evaluering af nationale test. 

Forældre får misvisende information

Indførelsen af de nationale test blev vedtaget af et flertal i folketinget i 2006 efter anbefalinger fra OECD. Selve testen blev oprindeligt udviklet af konsulenthuset COWI i årene 2007-2009 og indført på alle skoler fra 2010. Siden har alle elever taget de nationale test – som tester forskellige fag og fagområder - en eller flere gange om året fra 2. til 8. klasse.

- Testene måler meget mere usikkert, end man oprindelig havde tænkt sig, og mere usikkert end de fleste almindelige test, som jeg kender til, siger Svend Kreiner.

Han peger eksempelvis på, at de sværhedsgrader, som de nationale test benytter, når der vælges opgaver til eleverne, og når dygtigheden beregnes, afviger fra de sværhedsgrader, som man kan finde i dataene fra 2017. Og gør det i et omfang, han karakteriserer som meget overraskende og særdeles bekymrende.

- Jeg kan også konstatere, at ministeriet tilsyneladende har slækket så meget på kravene til den sikkerhed hvormed dygtigheden beregnes, at det i sig selv ville gøre testresultaterne ubrugelige på elevniveau, selvom de nævnte problemer med sværhedsgraderne ikke havde været der, siger Svend Kreiner, og understreger:

- Mange forældre vil have fået bekymrende meldinger om, at deres barn havde vanskeligheder med faget, uden at det faktisk var tilfældet, mens andre har fået at vide, at det gik fint, på trods af at deres barn havde alvorlige faglige vanskeligheder. Testresultaterne er simpelthen så tvivlsomme og i mange tilfælde direkte vildledende, at det eneste fornuftige er at undlade at delagtiggøre forældrene i dem.

Drop de nationale test fremadrettet

Partierne bag skolereformen udpegede i 2013 udviklingen i resultater i de nationale test som et af succeskriterierne for reformen. Samtidig benyttes de nationale test i dag også til at styre skoler og vurdere kvaliteten af deres undervisning i kommunerne.

- Når resultaterne af de nationale test er så fejlagtige, at det hverken er muligt at sammenligne skoler eller vurdere udviklingen fra år til år, så betyder det, at beslutninger om at sætte skoler under skærpet kontrol, vurdering af kommuners kvalitet og af elevers vanskeligheder kan være baseret på en fuldstændig misvisende grundlag, siger professor Jeppe Bundsgaard.

Forskerne anbefaler på baggrund af de systematiske problemer kortlagt i rapporten, at de igangværende nationale test stoppes, og at politikerne fremadrettet opgiver ideen om obligatoriske test. 

Enhedslisten kalder minister i samråd for at få stoppet nationale test

Enhedslistens undervisningsordfører, Jakob Sølvhøj, indkalder på baggrund af forskernes resultater nu undervisningsministeren i samråd. 

- Det er faktisk rystende, at nogle af vores førende skoleforskere igen kan påvise, at de nationale test måler så forkert, at det fører til helt misvisende resultater. Kritikken har lydt i årevis, og alligevel er et politisk flertal blevet ved med at udsætte eleverne for test, der ikke virker. Det er fuldstændig urimeligt overfor eleverne, siger Jakob Sølvhøj.

- Jeg vil straks kalde undervisningsministeren i samråd og bede hende redegøre for, hvilke konsekvenser hun vil tage af den nye undersøgelse. Står det til Enhedslisten får vi stoppet de nationale test nu og her, sådan som forskerne opfordrer til, fastslår han.

Undervisningsministeriet indførte i 2010 de nationale test som kostede 110 millioner kroner at udvikle. Hvert år bruges der 14 millioner kroner på at gennemføre testene.

28:07
TÆT PÅ 25/10-2018: Ti gange i løbet af deres skoletid, skal børn og unge igennem de obligatoriske nationale test i folkeskolen. Test, der skal teste elevernes færdigheder i flere forskellige fag. Men spørgsmålet er om de nationale test overhovedet virker.