Narkopåvirket mand anholdt for Bilka-tyveri i Holstebro

Narko, butikstyveri og besiddelse af en ulovlig låsbar foldekniv var årsagen til at en 32-årig mand sent mandag aften blev anholdt.

Klokken 23:32 blev en 32-årig mand anholdt på parkeringspladsen ved Bilka i Holstebro. Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 32-årig mand blev klokken 23:32 mandag aften anholdt for at have stjålet elektronik fra Bilka i Holstebro. Politiet fik fat på ham på parkeringspladsen foran Bilka, hvor manden befandt sig i sin bil.

Her viste det sig, at manden var narkopåvirket og desuden var i besiddelse af en rigelig mængde narko i form af amfetamin og ecstasy.

Læs også Butikstyv anholdt: Havde bilen fuld af stjålne varer fra supermarkeder

- Vi kender ham godt, og når man bliver stoppet med den mængde, så er der jo noget, der tyder på, at man har lidt af et forbrug, fortæller Knud Lauridsen, der er politikommisær hos Lokalpolitiet i Holstebro.

Den 32-årige mand har tidligere fået frakendt sit kørekort, og han var desuden i besiddelse af en ulovlig låsbar foldekniv. Manden har ikke indregistreret nogen bopæl, så han bor formentlig ifølge politikommisæren i sin bil.

- Sagen går nu videre i systemet, og så må vi se, hvad der kommer til at ske, oplyser Knud Lauridsen.

Politiet modtog i første omgang anmeldelsen på baggrund af, at manden skulle have stjålet højtalere, høretelefoner, computermus og fiskegrej.