Bilist tippede politiet: Narkobilist kørte slingrende og overfor rødt lys

37-årig mand fra Skive er søndag anholdt og sigtet for at køre i narkopåvirket tilstand i Herning.

En 37-årig mand fra Skive er blevet anholdt og sigtet for at køre i narkopåvirket tilstand.
En 37-årig mand fra Skive er blevet anholdt og sigtet for at køre i narkopåvirket tilstand.
Foto: Flemming Christensen

En 37-årig mand fra Skive er i dag blevet anholdt og sigtet for at have kørt i narkopåvirket tilstand på Silkeborgvej i Herning. Det var en opmærksom borger, der satte politiet på sporet af den farlige bilist.

- En bilist ringer ind til os klokken 11 og fortæller, at vedkommende kører bag en stærkt slingrende bilist, der flere gange er kørt over for rødt, fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær.

Kørte ind i holdene bil

Politiets patrulje rykker derfor hurtigt ud til Silkeborgvej. Og netop som patruljen får den slingrende bilist i syne, så kører han galt.

- Vi har undervejs kontakt til anmelderen, der er blevet bag ved manden og som fortæller, at bilisten er kørt op i en bil, der holder stille i krydset ud for Bilka i Herning.

Ingen kom til skade ved uheldet, da påkørslen skete ved forholdsvis lav hastighed. Men den 37-årige ejer og fører af bilen er nu anholdt og sigtet for at køre i narkopåvirket tilstand.

- Vi har ham inde og få taget en blodprøve nu, fortæller vagtchefen.