Nævn vil fjerne gravhøj-gelænder

Nævn vil fjerne gravhøj-gelænder

Gelænderet på den gamle gravhøj, Bette Jenses Hyw på Fur, skal nu fjernes. Det har Natur - og Miljøklagenævnet afgjort.

I over 20 år har der været en trappe op af den gamle gravhøj, Bette Jenses Hyw, som Furs største turistattraktion bliver kaldt.

Og til trappen har der også hørt et gelænder.  Men nu skal gelænderet fjernes, for det er et voldsomt indgreb mod et fortidsminde, at man har bygget et gelænder, mener Natur- og Miljøklagenævnet.

- Jeg troede faktisk, det var løgn, da jeg læste brevet, for det kan da ikke passe at sådan et gelænder, dét kan optage folk helt i København, lyder det fra historiker og borger på Fur, Knud Peder Jensen.

Men det kan det. På Fur spørger borgerne derfor: "Har de ikke andet at gå op i?"

Tre år lang sag

I 2011 fik øen nemlig besøg af en arkæolog fra København, der skulle kontrollere gravhøjen. Hun bemærkede den ulovlige trappe, og så startede sagen, der nu er afsluttet tre år senere.

Trappen blev bygget i 90'erne, fordi mange mennesker gik op af højen, og dermed sled på fortidsmindet.

Men det var i strid med reglerne, at trappen blev bygget. For i Museumsloven § 29 e står der, "at der ikke må foretages ændring i tilstanden af et fortidsminde."

Trappen får nu lov til at blive stående - men gelænderet, der skal hjælpe de gangbesværede, skal væk. Samtidig må trappen ikke længere blive vedligeholdt.

Se mere om sagen og hør Natur - og Miljøklagenævnets forklaring i vores nyheder klokken 19.30:

02:10 Luk video