Næste regionrådsformand kan komme fra Skive

Claus Kjeldsen fra Skive kandiderer til at blive den næste regionrådsformand i Midtjylland efter Bent Hansen.

Claus Kjeldsen
Foto: Socialdemokraterne Skiveegnen

Bent Hansen har i starten af januar meldt ud, at han stopper som formand for Region Midtjylland efter næste valg. Derfor begynder det nu at dukke frem med kandidater til at overtage hans post, og den næste formand for regionsrådet kunne meget vel være fra Skive.

Bestyrelsen for Socialdemokraterne Skiveegnen har på et bestyrelsesmøde i sidste uge enstemmigt besluttet at foreslå regionsrådsmedlem Claus Kjeldsen fra Skive som Socialdemokratiets spidskandidat i Region Midtjylland til det kommende regionsvalg.

- Det vil blive mit livs arbejdsmæssige udfordring. Jeg mener, jeg har rigtig meget at byde på blandt andet i kraft af de ”anderledes” erfaringer, jeg har, siger Claus Kjeldsen.

En region i balance 

Claus Kjeldsen er allerede medlem af regionsrådet, men når han ikke bruger tiden på politik, arbejder han som softwareudvikler i virksomheden SKOV A/S i Glyngøre, der udvikler ventilationsudstyr. Han er ikke i tvivl om, hvad et vigtigt mål for ham som regionsformand vil blive.

- Det betyder meget for mig, at vi har en region i balance. Der skal være lige adgang til sundhedsvæsnet for alle uanset, hvor man bor. Det gælder behandling på vore hospitaler, adgang til den praktiserende læge, og at der er ambulancer og akutbiler, der gør, at vi kan leve en tryg tilværelse og få den hjælp, der er påkrævet i rette tid, siger kandidaten.

 Udover Claus Kjeldsen kandiderer den 35-årige socialdemokrat Anders Kühnau også til posten som Region Midts nye formand.  Kühnau er fra Horsens og sidder i regionens forretningsudvalg. Han er desuden formand for Danske Regioners løn- og praksisudvalg.

Valget af spidskandidat til regionsrådsvalget sker på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde onsdag den 8. februar kl. 19.00 i Silkeborg.