Næssundfærgen fortsætter året ud

Frivillige holder færgen mellem Mors og Thy sejlende resten af 2016.

Næssundfærgen fortsætter med at sejle resten af 2016 Foto: Arkiv

Oprindelig begyndte det som en forsøgsordning på to måneder, men færgeoverfarten ved Næssund er blevet så stor en succes, at den fortsætter året ud.

Det er den frivillige forening Næssundfærgens venner, som på et bestyrelsesmøde har besluttet at lade fartplanen fortsætte resten af 2016.

- Vi er blevet mødt med en tillid og en opbakning til projektet, som er lykkedes ud over alle forventninger, siger formanden for Næssundfærgens venner, Henrik Olsen, som på den baggrund lover at færgen sejler mellem Mors og Thy resten af året.

I øjeblikket er Næssundfærgen lejet ud til Venø Færgefart, hvor den nye færge er ude af drift. I stedet er gamle Venøfærge lånt ud til Næssund-overfarten. Fra mandag den 19. september regner de frivillige med, at de får deres egen færge retur til Næssund.

- Derfra vil færgen sejle som normalt på hverdage, fra mandag til fredag, oplyser Henrik Olsen. I weekenderne skal der sejles tursejlads i et omfang, som Næssundfærgens venner endnu ikke kender. 

- Vi ønsker på den måde at gengælde den store opbakning og har tillid til, at alle jer, der har glæde af færgen på begge sider af Næssund, vil bakke os op resten af året, siger Henrik OIsen.

Den første dag i det nye år skal Næssundfærgen på værft i Agger, hvor skibet skal have en større overhaling. Næssundfærgens venner er i øjeblikket ved at lave en ønskeseddel for det arbejde, der skal udføres på færgen, så den er klar til at sejle igen i løbet af 2017.