TV 2: Næse til Kristian Jensen

TV 2 erfarer, at Kristian Jensen får næse for at ignorere flertal i sag om besparelser på udviklingsbistanden

Folketingets udenrigsudvalg vil på et møde tirsdag klokken 13 give udenrigsminister Kristian Jensen (V) en næse. Det erfarer TV 2.
    
Det sker, fordi regeringen - og dermed udenrigsministeren - i december valgte at ignorere et flertal i Folketinget, som i et beslutningsforslag vedtog at pålægge regeringen at pille de planlagte besparelser på udviklingsbistanden af bordet.
    
Men sådan gik det ikke.
    
- Vi har tilkendegivet over for Folketinget, at vi ikke agter at følge den vedtagelse, der er, fordi det ikke er ansvarligt at bruge yderligere 1,4 milliarder kroner på udviklingsbistanden, sagde Kristian Jensen dengang til TV 2.
    
Når der er tale om et beslutningsforslag, har regeringen ikke pligt til at følge flertallet i Folketinget, men beslutningen høstede alligevel massiv kritik.
    
Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Enhedslisten, SF og Alternativet stemte for beslutningsforslaget, mens Det Konservative Folkeparti undlod at tage stilling til om regeringen skulle fastholde udviklingsbistanden på det niveau, SR-regeringen havde planlagt. Dermed kom regeringen i mindretal.
    
Og det er netop oppositionspartierne, der sammen med Det Konservative Folkeparti nu er blevet enige om at give udenrigsministeren en næse, erfarer TV 2.
    
I teksten, der ifølge TV 2s oplysninger bliver sat til afstemning i Udenrigsudvalget tirsdag, kritiserer partierne regeringen for ikke at gøre, hvad den kan for at skabe et godt samarbejde mellem regeringen og Folketinget.